Af Christian Ørsted. Bragt i Berlingske 23. januar 2021.

Aldrig har myten om modstand mod forandring været så tydeligt modbevist af engagement og omstillingsparathed så mange steder – alt fra sygehuse, vuggestuer og dagligvarehandlen til nedlukkede, oplukkede og begrænsede arbejdspladser og hjemmekontorer arrangeret omkring skiftehold for at klare hjemmeskoling har vist os, at det ikke er forandringer, medarbejdere har modstand mod.

Så hvor skal ledere så rette opmærksomheden, når tingene ikke går, som de skal?

En af mine yndlingshistorier, der belyser dette, handler om gode intentioner, og hvad enhver bør vide om flodheste.

Han vil forbedre zambiernes livsvilkår. Han er ung, idealist og italiensk. Fuld af energi og idéer. I midten af 1970erne ankommer han med sine NGO-kolleger til en frugtbar dal i Zambia. Klimaet er perfekt til landbrug. Her er sol på himlen og vand i floden. Her er mennesker. Alligevel bliver jorden ikke dyrket. Ernesto Sirolli og hans kolleger er eksperter. De ved alt om jordbundstyper, plantekvalitet og design af landbrug. De vil lære dalens indbyggere at brødføde sig selv. Med sig har de gode, sunde frø fra Italien. Tomater og zucchini og andre nærende grøntsager.

Frøene bliver sået, men zambierne viser ikke rigtigt begejstring for projektet. De virker uinteresserede. Ernesto og hans kolleger er frustrerede over den manglende begejstring, men tilskriver den vanetænkning og modstand mod forandring. De glæder sig til at vise den lokale befolkning, at forandringen er god og vil give dem et meget bedre liv. De forsøger at overtale zambierne til at deltage og engagere sig i arbejdet, men uden det store held.

»Ledelse er ikke en titel eller et navneord forbeholdt ledere, det er et udsagnsord. Det er en handling og bunder i et fælles ansvar for løsningen af vores opgaver.«

Efter et stykke tid er tomaterne røde, og zucchinierne er vokset til tre gange italiensk størrelse. Jublen vil ingen ende tage hos de italienske NGO-arbejdere. De glæder sig til høsten. Det bliver fantastisk.

Det er der også andre, der gør. 200 flodheste er svært begejstrede for dalens nye afgrøder. Tomaterne og zucchinierne og de andre modne grøntsager høstes af de uventede gæster. Uventede for italienerne, ikke for zambierne. Flodhestene kommer væltende op i dalen fra floddeltaet og æder alle grøntsagerne. Da markerne er ribbet, vralter flodhestene ned i deltaet igen.

Italienerne er rystede. Arbejdet er spildt, pengene er spildt, og projektet er stendødt. Da de er kommet sig over chokket, spørger de zambierne: »Hvorfor sagde I ikke noget?«

Svaret?

»Fordi I ikke spurgte.«

Det er ledelsens opgave at sikre, at de rigtige spørgsmål bliver stillet. Executive director for MITs Leadership Center Hal Gregersen taler om »ledelsesboblen«. En boble, hvor de ting, der kan vise, at ledelsens planer vil fejle, ikke kommer frem. Ingen ønsker at være den, der fortæller ledelsen, at den er forkert på den, eller man regner med at tale for døve øren. I stedet rapporterer organisationen hellere fremskridt og enighed end potentielt dårlige nyheder.

Flodhestene lærte Sirolli og hans kolleger, at faglig viden kun er frugtbar sammen med forståelse for den sammenhæng, den skal bruges i. Der er ikke modstand mod ledelsens gode intentioner. Der er modstand mod ikke at få brugt sin viden, så man sammen kan sikre, at ting lykkes.

God ledelse handler om at skabe noget, der ellers ikke ville ske af sig selv. Sammen med andre. At skabe noget godt. Noget bedre. Noget mere. Gerne noget ordentligt, værdifuldt og varigt. Noget, vi kan være stolte af … Ledelse er ikke en titel eller et navneord forbeholdt ledere, det er et udsagnsord. Det er en handling og bunder i et fælles ansvar for løsningen af vores opgaver.