Når din chef suger din intelligens, energi og idéer ud af dig – Klumme i Berlingske

Hvis du har en chef, der tror, han er klogere end alle andre, og som suger saft og kraft ud af dig, har du en »formindsker« som leder. De er dræbende, men der er måder at tackle dem på.

Når han træder ind i rummet, ændrer samtalen sig. Folk bliver mere stille. Det er, som om hans blotte tilstedeværelse kan stoppe folks kreativitet, kompetence og engagement. Han behøver slet ikke åbne munden for at slå gode ideer ihjel. Et blik er nok. Men hvis nogen alligevel kommer med en idé, skal han nok sørge for at forklare, hvad der er galt med den. Eller fortælle, at den idé havde han faktisk i forvejen. Han forsømmer ikke nogen lejlighed til at vise, at der er en grund til, at han er chefen: Det er ham, der er den kloge. Synes han selv.

Liz Wiseman kalder disse ledere »formindskere«, og hendes arbejde handler om, hvordan vi håndterer den slags adfærd, som spænder ben for trivsel og resultater. Selvom de er mere sjældne, er det ofte narcissister, svindlere og psykopater, der løber med overskrifterne. Formindskerne derimod er overalt.

Jeg mødte Liz Wiseman i London i november, lige før hun modtog Thinkers50-prisen for vigtigste ledelsesidé. Hendes profession er forsker, og hun hjælper ledere med at opdage de utilsigtede konsekvenser af deres egen adfærd og ændre den. Problemet med formindskere? er, at den sidste, der opdager formindskning, er formindskeren selv, og derfor er det en vanskelig dynamik for både ledere og medarbejdere.

Nogle vil sige, at det er, fordi chefen er helt uden for rækkevidde. Wiseman peger i stedet et andet sted hen: Når vi arbejder sammen med formindskere, har vi en tendens til at gøre ondt værre med vores egne reaktioner. Hvis du har haft en sådan chef, kender du de fem typer af adfærd, som kendetegner dem: Tyrannisk, bedrevidende, imperiebyggende, overbeslutsom og detaljeorienteret micromanager.

Reagerer du på deres adfærd på en måde, der forstærker den? Hvis du går imod en tyran (ansigt til ansigt eller bag hans ryg), hvordan vil han så reagere? Ved at nedgøre dig eller andre yderligere. Når du fortæller en bedrevidende, at han tager fejl? Så vil hans argumentation bliver endnu mere intens. Når du fortæller en imperiebygger, at du har fået et godt tilbud om at lave noget i en anden afdeling? Han vil nu aktivt sikre, at du ikke forlader hans del af organisationen. Og når du forsøger at overhale en beslutningstager ved selv at træffe beslutninger? Så stiger hans behov for at vise, at han kan træffe bedre beslutninger. Når du fortæller en detaljerorienteret micromanager, at detaljerne ikke er så vigtige eller kan vente? Bare vent, nu kommer der endnu mere opmærksomhed på dine mindste fejltrin.

Formindskere opfatter sig selv som hjælpsomme. De tror, de ved noget, andre ikke ved, og frygter, at deres perspektiv ikke bliver brugt. Og de reagerer lige som alle andre mennesker med at skrue op for deres uhensigtsmæssige tendenser, når de er under pres. De ser godt konsekvenserne af deres adfærd, men tilskriver den helt andre årsager end dem, som vi andre kan se. Og netop derfor er det en dødsspiral, hvis du har en sådan chef, for der en stor sandsynlighed for, at du med din reaktion – direkte eller bag hans ryg – er med til at forstærke dødsspiralen.

Hvad kan du så gøre i stedet? I stedet for at konfrontere en formindsker i situationen er det effektivt at stille dem spørgsmål. Gå i dybden. Og anerkende at de har givet stof til eftertanke og få tænketid og vende tilbage senere. Nogle gange kan man også sige lige ud, at man godt kan klare sig uden deres input. At der er styr på det. Lige som en treårig siger »kan selv«, når far blander sig for meget og undlader at fortælle far, at han er en dårlig forælder, når han hjælper, er nøglen her at holde sig til sagen. Sig »der er styr på det«, men gå ikke ind i en diskussion om, at det er dårlig ledelse at blande sig i alt og dermed aktivere forsvarsmekanismerne hos sin leder.

Det er også en god idé at nøjes med at sige det, når der faktisk er styr på det og sikre, at man leverer. Og hvad så hvis ens chef er uforbederlig, og det er tid til at se sig om efter en ny chef? Så er det afgørende, at du sikrer dig, at du ikke bare får et nyt job med en ny formindsker, men at du finder en chef, der får dig til at tænke bedre, blive mere kreativ og frigør din energi.

Liz Wiseman kalder dem multiplikatorer – »Multipliers« – og dem kan du genkende på, at du føler dig mere intelligent, energisk og fyldt med ideer, når du er sammen med dem. De er krævende og inspirerende. De får ganske enkelt mere ud af dem, de arbejder sammen med.

Klummen er bragt hos Berlingske Business 8. februar 2020:
Christian Ørsted: Når din chef suger din intelligens, energi og ideer ud af dig