Psykologisk tryghed: Modgiften til Livsfarlig ledelse -Klumme i Berlingske Business

Ledelse: Hvad er den vigtigste ledelseskompetence? Skabe en vision? Sætte retning? Være autentisk? Kommunikere godt? Involvere og vise tillid?

Af Christian Ørsted. Oprindeligt bragt i Berlingske Business 5. april 2018

I gamle dage handlede ledelse mest om lydighed: Kunsten at kunne få folk til at gøre, hvad de fik besked på. Siden overtog begrebet motivation hovedrollen. I stedet for lydighed skulle medarbejderne gøres entusiastiske og engagerede i deres arbejde.

Det var med andre ord ikke nok, at de gjorde, hvad de fik besked på: De skulle også have lyst til det og vise det. Men, når opgaverne er komplekse, er det vigtigste, vi har, vores evne til at samarbejde, og have psykologisk tryghed til at tale om de faglige dilemmaer, der skal løses på tværs.

Mere end noget andet, er det netop det, der karakteriserer exceptionelt gode arbejdspladser. Det er noget de fleste danske ledere ikke tænker over, men tager for givet. Det er den faktor, der betyder mest for, at vi har lyst til at blive på vores arbejdsplads og oplever, at vi har mulighed for at levere en arbejdsindsats, vi kan være stolte over. Den koster ingen penge, men udspringer af noget helt grundlæggende menneskeligt, langt væk fra de vildfarelser om motivation og målstyring, de fleste ledere bliver bildt ind giver produktivitet.

Traditionelt er ledelse forbundet med styring og dermed også baseret på tanken om, at ledelsen ved bedst og derfor skal styre de ansatte og motivere dem. Den idé fungerer lige præcis så længe at præmissen holder: At ledelsen vitterligt er dem, der ved bedst. Men denne tænkning falder til jorden, når medarbejderne er erfarne og professionelle, og når hverdagen præges af komplekse og omskiftelige krav til opgaveløsningen.

Problemet er at skabe den erkendelse hos ledere, der i bedste mening forsøger at motivere, anerkende, styre og måle sig til bedre performance. For medarbejderne er det pinagtigt tydeligt, når det ikke virker, mens ledelsen ofte er de sidste til at opdage, når performancekulturen underminerer performance, kvalitet og organisatorisk dømmekraft.

Når opgaverne er komplekse, er det vigtigste, vi har, vores evne til at samarbejde, og have psykologisk tryghed til at tale om de faglige dilemmaer, der skal løses på tværs.

Men, hvordan kan du så genkende god ledelse? Lad os se på Harvards hospitalstest. Forestil dig at du er syg og skal indlægges, men du kan selv vælge mellem otte forskellige hospitalsafdelinger. Her er livsfarlig ledelse ikke abstrakt, men har direkte indflydelse på din egen mulighed for at komme rask ud af behandlingsforløbet. Du får derfor den rapporterede fejlrate fra hver afdeling. Fejlene spænder fra knap 24 til godt to fejl pr. tusinde patientdage. Hvor vil du så helst indlægges? Der, hvor der er færrest fejl, et gennemsnitligt antal fejl, eller der, hvor der er flest? Et korrekt svar kan redde dit liv. Samtidigt afslører det din evne til at gennemskue faldgruberne i performance management.

Testen er blevet en fast del af et MBA-program, som topledere møder hos professor Amy Edmondson på Harvard, der står bag studiet af de otte afdelinger. Færre fejl må da være bedre end flere fejl? Ja, men du svarede rigtigt, hvis du valgte hospitalet med flest rapporterede fejl. Her er sikkerheden størst. Og omvendt var den dårligst på hospitalet med færrest. Hvorfor? Fordi vi i studiet intet aner om antallet af fejl. Intet. Det eneste vi ved noget om er rapporteringstilbøjeligheden.

Spørgsmålet er derfor, om du vil indlægges, hvor der oftere tales om de fejl, der opstår. Og derfor har mulighed for at gøre noget ved dem. Eller der hvor der sker sjældnere. Forskellen på afdelingerne lå i ledelseskulturen, og er en faktor, der forklarer mere om gode resultater, end nogen anden: Nemlig graden af psykologisk tryghed.

Psykologisk tryghed er troen på, at man ikke bliver ydmyget eller straffet, hvis man taler om egne eller andres fejl, sin tvivl, stiller spørgsmål, drøfter professionel uenighed eller kommer med nye idéer.

Og det var præcis den, der manglede på hospitalet med de tilsyneladende pæne tal – den psykologiske tryghed til at lave ærlige og troværdige rapporteringer.